|
Postbudet tager imod som den første. Med sin pressede, røde jakke lukket tæt til med polerede knapper. Den tunge orange cykel står klar med dagens post. Han er fra før e-mailens tid, postbudet. Ligesom resten af stedet. For hos Dansk Nutidsmuseum i Aars er nutiden et begreb, der rækker helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Her er det meste. Grammofoner fra 30'erne og ghettoblastere fra 80'erne. Symaskiner med trædepedal, cerutkasser og ølkasser i træ. Blånelse, Rich's kaffeerstatning, rationeringsmærker, Madam Blå og en ægte rød telefonboks. Murermester Strandholts rejsekiste fra da han emigrerede til Amerika i 1924. Og vaskemaskiner i træ og med håndsving.
|
| Inspiration fra Canada Historien om Dansk Nutidsmuseum begynder i slutningen af 1980'erne, da advokat Gorm Pedersen vender hjem fra en tur i Canada. Her har han set et fantastisk museum. Fyldt med ting og minder fra de seneste 100 år. Noget tilsvarende må kunne laves i Danmark, mener advokaten, der får stiftet en fond og engageret en flok frivillige. I 1990 kan Dansk Nutidsmuseum slå dørene op til en nyoprettet samling i det nedlagte husmandssted, som kommunen har stillet til rådighed. Siden er samlingen vokset, og det er antallet af bygninger også. I alt 1000 kvadratmeter råder museet over i dag, og der er fyldt godt op. I et hjørne er indrettet et lille køkken. Med malede skabslåger og et tungt sort komfur. Et andet sted er Larsines stue gengivet med dug på bordet og sivsko foran kakkelovnen. Aars Telefoncentral har til huse i en mellemgang, hvor en avisartikel fortæller historien om familien Svendsen, der drev centralen.
|
| Gaver og frivillig hjælp Grundelementet i Dansk Nutidsmuseum er frivillighed. Alle effekter er kommet til som gaver. Fra dødsboer, arvinger og fra folk, der har ønsket deres egen og danskernes historie bevaret for eftertiden. Det hænder selvfølgelig, at vi får to eksemplarer af en ting. I så fald gemmer vi det bedste eksemplar. De frivillige museumsfolk møder flittigt op hver onsdag for at reparere, arrangere, bygge om og gøre rent. Om søndagen indgår de i en vagtplan, hvor de står klar til at tage imod vore gæster. For de frivillige medarbejdere er det lysten, der driver værket. For som pensionerede landmænd, mejerister, tømrere, apotekere og lærere er der ingen, der har nogen særlige forudsætninger for museumsdrift.
|
| Industriens historie De fleste af tingene på museet i Aars stammer fra danskernes dagligdag, som den så ud for 20, 30 eller 100 år siden. En frisørsalon viser de gamle curlere med strøm og ledninger. En gammel isenkræmmerbutik er indrettet i et hjørne, mens et lille soveværelse er stillet an i den anden ende. Ordene: "Vaag og bed" står broderet med gule bogstaver på et stykke sort stof i en ramme på væggen, og derunder står toiletbordet med små flakoner med duftevand. Overfor er sengen redt med tunge dyner og halm i stedet for madras. Mens kvinderne får lov til at stå for indretningen af soveværelse, køkken og stue, koncentrerer mændene sig i høj grad om hallerne bagved. Her er det især industrien og håndværksfagene, der er i fokus. Det gamle trykkeri med sættekasser og trykkemaskiner. Kartoffelsorteremaskinen, den grå Ferguson. Skomagerens, møbelpolstrerens og bødkerens værksteder. En afdeling rummer mejeriernes historie. Fra mælk i glasflasker over posemælk til nutidens kartoner. Og med et minimejeri i nøjagtig målestok med både lys og mekanik.
|
| Minder og historie I det hele taget går de frivillige hjælpere meget op i deres "job". De sætter gerne onsdage og søndage af til at pudse og gøre i stand. Men de smider ivrigt, hvad de har i hænderne, når der kommer gæster til museet. De fleste vil gerne gå rundt og kigge selv, men vi vil også gerne vise lidt rundt og fortælle om tingene. Der er noget at se for alle. Skrivemaskiner, regnemaskiner og computere. En gammel skolestue med pulte og hele kongerækken. Spader og meget andet specialværktøj fra tørvegravningen. Gamle børnebøger, telefoner med håndsving og drejeskive, natskjorter, fotografiapparater og gamle DSB-skilte. Kort og Godt: Næsten alt
|